NT38 Jeg var stum! ( historie af Zakarias) (Lukas 1)

Skrevet af: Josine de Jong www.bijbelverhalen.nl

Oversat af: Miranda de Bruijn

Til mine nabobørn,

Kære børn, tak for alle gaverne som i har givet til omskærelsesfest for vores nyfødte barn. Vores Johannes kan ikke selv spise alt det dejlige i har givet ham. Han drikker mælk ved hans mor, men når han bliver stor vil han sikkert lege med jer. Det lille får i har købt til ham, skal vi forkæle, til han selv kan sørge for det. Vi er meget glade for Johannes, vores barn. Hvem havde tænkt, at vi to gamle mennesker, skulle få et lille barn. Vi har længes efter det, hele vores liv, men Elisabet kunne ikke få børn, det ved hele byen. Nu er der fest i huset hos Zakarias og Elisabet. Fordi; ” Herre Gud bekymrede sig om os.” Jeg vil skrive alt op, så det mirakel ikke bliver glemt. I ugens sidste dage vil jeg læse det højt ved bålet. Kommer I så også? Vi er i gang med at lave lækre ting, så det blive en festaften med dans og musik. Hjertelig velkommen.

For alle som vil høre det.

Kære venner, vi er her sammen for at fejre fødselen af vores lille Johannes. I er vel meget forbavsede over at vi kalder ham sådan? I tror vi kalder ham Zakarias, lige som mig, men sådan er det ikke.

”Der er ingen som hedder sådan i familien!” sagde nogle fra jer ved omskærelsen. Men Elisabet og jeg har en grund til det, som jeg ikke har kunnet fortælle før, og efter sidste gang, jeg var i tempelet, var det ikke kun snak mere. Det var fordi jeg var dum… vent, jeg fortæller alt fra begyndelsen af.

Da min afdeling for ni måneder siden havde præstervagt i tempelet, blev der som sædvanlig trukket lod om vi skulle tænde duftoffer i det Hellige. I det øjeblik hørte jeg et råb: ”Zakarias, Zakarias, det er din tur!”

Der gik en bølge af glæde gennem mig, for hvis jeg skal være helt ærlig, havde jeg opgivet at håbe på at jeg fik lov til at udføre denne opgave igen. For at bringe alle bønner fra vores folk til Herren, var en af mine tre største ønsker. Det var min største chance for at komme så nær i tempelet, for at bede for vores Frelser. Hvor lang tid har vi ventet på Messias, som Esajas forudsagde?! De fredsherskere, som hver støvle der tramper, skal ødelægge? Hvornår vil de små lam og får springe som hjorte og hvornår skal de blinde se igen? Ah, du har ret, de gamle præster sidder bare og taler, men ingenting sker.

Tilbage til dagen i templet.

Jeg har ikke drukket vin, som det er foreskrevet. Endvidere gjorde jeg alt hvad der blev forventet af mig. I en sky af myrra kom jeg til den Helligste del af templet med min bøn om tilbagekomst af vores Herre, og i bøn ventede menigheden ude for.

Pludselig var der, virkelig, jeg lyver ikke …. En engel fra Herren, ved højre side af myrraofferet. Venner, jeg kan ikke beskrive hvad der skete i mig. Jeg var tæt ved at besvime af angst. Engelen, som var Gabriel, sagde til mig: ”Vær ikke bange, Zakarias. Din bøn er hørt. Din kone Elisabet skal føde en dreng og du skal kalde ham Johannes. Fryd og glæde skal tilfalde jer og mange skal glæde sig over fødselen.”

Nu forstår I selvfølgelig hvorfor vores dejlige Johannes skulle hedde netop sådan. Det betyder GUD ER NÅDIG.

Skal vi først skåle på barnet, hold godt øjne med Johannes, han må ikke drikke alkohol. Heller ikke suget op med en finger som er døbt i vin. Jeg har ikke fortalt det hele, men englen har sagt(Det stå skrevet i mine hjerne) ”Johannes skal være stor i Guds øjne og han må ikke drikke vin. Han skal blive fyldt med Hellig Ånden imens han ligger i sin mors mave, og han skal bringe mange mennesker til Herren. Som bud skal han gå ud for Gud med ånd og kraft som Elias for os gør klar til at vi kan komme til Herren Jesus.

Nu vil i gerne vide hvordan jeg har mistet min stemme.

Det var min egen dumme skyld. I min forvirring spurgte jeg engelen; ”Hvordan kan jeg vide det er rigtigt? Jeg er en gammel mand og min kone har også en høj alder.”

”Dumt, ikke? Jeg spurgte om et tegn, fra Engelen Gabriel, der står foran mig, og som altid er tæt ved Gud. Han svarede koldt: ”Fordi du ikke har lagt tro i mine ord, præsten Zakarias, skal du være stum til dagen hvor dit barn bliver født.” Herefter forsvinder han igen.

Hvor lang tid har det taget? Det kan jeg ikke huske mere. Jeg tror det tog rimelig lang tid, for nogle mennesker var ude for at spørge hvor jeg blev af. Da jeg gik udenfor igen, kunne jeg ikke sige noget til dem. Jeg prøvede at lave nogle håndbevægelser, men de opfatter kun at jeg har haft en åbenbaring. Jeg velsignede dem uden ord. Selvfølgelig skammede jeg mig, da historien hurtigt gik til alle mennesker i landet. Men ja, hvordan kunne jeg forklare det? Højst på en tavle for dem som var tålmodige. Resten af historien kender i alle. Nogle af jer var til stede. Da Johannes blev omskåret kunne jeg igen tale. Pris Gud!”

Elisabet, kom du lige her med barnet. Jeg vil udtale en profeti over ham og velsigne ham. Er det ikke et flot barn, menneske, med hans mørke krøller og hans flotte øjne! Jeg kan ikke andet end synge og lovprise Gud.

Johannes, vores søde barn som er forløber for Messias, jeg vil aldrig blive stum igen af at tvivle på Guds ord”….