NT 15 Kom så,
Safan
Markus 6
Skrevet af: Josine de Jong
www.bijbelverhalen.nl
Oversat af: Miranda
de Bruijn
Der står et fattigt hus ikke så langt væk fra Genesaret Sø. En smal vej går der til, bevokset med ukrudt. Du kan godt se at der ikke går så mange mennesker på vejen. Hvem vil da også bo i sådan et gammelt hus? Døren er i stykker og hængslerne hænger skæve, og siger ” Kniiiiiiiiiiiiiiiirk” hver gang det blæser. Vinden leger med en potte, som ruller fra den ene side til anden. Men vent! Der bor nogen i huset. Hør efter! Bag huset er der en ung mand som er i gang med at fælde træer. Pfamm! Pads, Pamm! Det lyder hårdt.
Nogle gange klager han med uforståelige ord. Det er fordi Safan ikke kan høre, han er døv, sådan er han født. Alle i byen kender ham, især børn.
”Safan, Safan, dumme mand!” råber de bag ham, fordi han er anderledes end andre. Men i dag forandrer det sig. Hør….
Mod søen kommer der 3 børn gående. De går over vejen mod huset.
”Her er det han bor. Jeg er sikker” siger Gracia, en pigen med langt hår.
”Jeg er så bange!” hulker lille søster. ”Vil han tage os?”
Andreas, hendes bror, beskytter hende ved at lægge sin hånd på hendes skulder. ”Kom, Anneke. Vi skal sige det til ham!” Hvorfor gå de børn her? Sådan midt på dagen? Hvad skal de ved Safan? Hør, det begynder så.
Da Andreas vågnede i morges ville han gå til søen for at fiske, men der var mange menneske ved stranden. Som samlede sig hos en mand i en hvid jakke. Han var en rabbi fra Nazaret med sine elever, som kom for at besøge Dekapolis. Selvfølgelig gik Andreas også der til. Fiske kan han gøre senere. Med sin fiskestang i hånden kommer han hen til dem. Hurtigt bliver han opmærksom på Jesus, sådan hedder Rabbi, som var meget speciel. Han har så meget kærlighed til menneskene, til de svage og fattige. Aldrig har Andreas hørt en mand tale på det mål, som Jesus gør. Hans ord er visdom. Mens han snakker helbreder han også mennesker, som bliver bragt til Ham. Andreas står og kigger på det. Tiden gik uden han lagde mærke til det, til Gracia, hans søster tager fat på ham.
”Andreas” hvisker hun. ”Har du hørt hvad Jesus siger? Gud vil at vi bringer den ensomme og nedtrykte til det menneske som hjælper. Og det har vi ikke gjort. Kan du husker sidste uge vi plagede Safan? Det var synd, Andreas. Det skal vi gøre godt igen.”
Andreas nikker. Gracia har ret. Men hvordan kan man fortælle en døv at de er kede af det de gjorde? Safan vil ikke forstå det.
”Ved du hvad?” siger Gracia opfindsom ” Vi går hen til ham og prøver at tage ham med til Jesus. Måske vil rabbi Jesus også helbrede ham.
Andreas tvivler. Måske bliver Safan sur på dem.
”Virkelig, Andreas” siger Gracia bestemt. ”Safan er ikke så forkert, det er fordi vi ikke kan forstå ham. Vi har såret ham meget. Så de beslutter til prøver det.
”Bor han alene her? Hvisker børnne til hinanden. ”ynkeligt!” Forsigtigt kigger de om huset. ”Jeg vil tilbager til mor,” græder Anneke, Gracia siger at hun skal være stille. O, kig! Safan vender sig om. Han kan se dem. Hvad vil han gøre? Jage dem væk eller fange dem? O, gyselig.
Resolut går hun frem.
”Vi” gestikulerer hun ved at pege på Andreas og Anneke. ”Kommer for at spørge om du vil komme med til Jesus!”
Safan forstå ikke så meget af det. Skal han kommer med dem? Hvor til? Og hvorfor? Er det en dum joke?
”Han forstå dig ikke” siger Andreas skuffet. ”Hvordan kan vi forklare ham hvem Jesus er? O, vent jeg ved …”
To, tre skridt, kun en lille afstand. Safan føler en stærk drengehånd trække i hans hånd.
”Kom,” smiler Andreas ”Vi skal sammen til Jesus.”
De vækker stor opsigt da de kommer gående. Menneskene hviskerne til hinanden. 3 børn og døve Safan? Nej…
De laver plads for dem. Og så står de tæt ved Jesus. Gracia, Andreas, lille Anneke og … Safan. Jesus smiler til dem. ”Har I taget jeres ven med?”
Gracia kan ikke sige noget for bare nervøsitet, peger på hendes bror. Han skal tage ordet.
”Ja, Mester” svar han forlegen. ”Det er Safan og han kan ikke høre. Vil du helbrede ham?”
Gracia og Anneke nikker bifaldende.
”Gerne?”
”Hvad gør Jesus nu? Er han skuffet? Vil han sige:” Gå væk, jeg vil ikke?”
Nej..! han slår armene om Safans skuldre og tager han med til et roligt sted, væk fra alle de mennesker. Børnene ser at de går og er sikre på at deres ven bliver helbredt.
Vejen til Safans hus er ikke mere bevokset med ukrudt. Der gå for mange børn på vejen. Safan er deres ven. Og tit fortæller han om sin helbredelse. ”Jesus stak en finger i mit øre. Pludselig kunne jeg høre.” Siger han så. ” Og han rørte tungen med en finger som var blev våd af hans spyt. Og så pludselig kunne jeg snakke og derefter….” Børnene ved det godt ” Han kigger op i Himlen og synker. Pludselig vidste han hvem Gud er.”
”Rigtig.” smiler Safan ”sådan er det.” Og børnene smiler med.
”O, Safan” siger de ” Du har fortalt det mere end 100 gange. Du ved godt at du ikke må fortælle det videre for Jesus. Men Safan kan bare ikke tie stille. Han har ikke for ingenting fået tungen til at bruge den til snak. Hvad synes du?